Regler for badesikkerhed ved udflugter med børn

Fagligt Center, Børne- og Ungdomsforvaltningen
Sidst opdateret: maj 2020

Udarbejdet af Søren Kragh, Fagligt Center, Idræt og Svømning

Reglerne gælder for kommunale - og selvejende dagtilbud, skoler, fritidshjem/KKFO’er og klubber.

 

Institutions/skolelederen er ansvarlig for

Institutionslederen/skolelederen er ansvarlig for:

  • at der på udflugter er det fornødne pædagogiske personale til at holde opsyn med børnene
  • at institutions- /skolepersonalet tager hensyn til antal, alder og modenhed af børnene
  • at institutions- /skolepersonalet tager hensyn til turens beskaffenhed, samt stedets vand, strøm- og vejrforhold
    • Det kan anbefales at benytte appen Badevand til dette.
  • at institutions- /skolepersonalet er opmærksomt på børnenes almene psykiske og fysiske tilstand.

Det er ligeledes institutionslederens/skolelederens ansvar, at der blandt personalet er personer, der har de fornødne kvalifikationer mht. livredning/genoplivning, dvs. skal have gennemgået livredderkursus. Forvaltningen, kontoret for ”Idræt og Svømning”, udbyder hvert år kurser i livredning for pædagoger og lærere gennem BUF Akademi. Der udbydes kurser i februar til institutioner og i august måned for skoler.

Institutioner og skoler skal skriftligt orientere barnets/den unges forældre/værge forinden badning.

Det er lederens ansvar, at ovennævnte og nedenstående baderegler/vejledning er bekendtgjort overfor samtlige medarbejdere, som bader med børn.

Lederen er ansvarlig for, at badereglerne drøftes i samarbejdsudvalg og forældrebestyrelse, hvor der tages stilling til, om yderligere foranstaltninger er nødvendige på grund af særlige forhold i den enkelte institution.

Der findes særlige regler for institutioner, der benytter søer og havet til sejlads.

 

Udflugter til strand

Ved badning ved strand/havet skal der altid:

  • være mindst 1 medarbejder til stede ved badningen, som kan foretage livredning og genoplivning.
  • være mindst 2 medarbejdere til stede ved badningen, som kan svømme. (At kunne svømme er defineret ved at kunne svømme 200 meter.)
    • den ene medarbejder skal markere ydergrænsen for badningen
    • den anden skal holde øje med badningen fra stranden
  • foreligge skriftlig orientering til børnenes forældre/værge om, at badningen skal foregå
  • ske en forberedelse sammen med børnene hjemmefra, fx gennemgang af baderådene
  • medbringes en mobiltelefon og noteres adresse på badestedet mht. alarmering.
  • det kun er tilladt at bade med børn, hvor de kan bunde ved badning i havnebassiner
    • dvs. at man kun må benytte de bassiner med fast bund på henholdsvis 0,3 meter og 1,1 meter fx i havnebassinet på Islands Brygge.

Se liste over

Desuden må der ikke benyttes oppusteligt badelegetøj.

Aftaler med børnene

Der skal laves klare aftaler med børnene om:

  • indenfor hvilket område, de må bades
  • at de kun må ”gå ud til navlen”
  • at de skal holde øje med hinanden 2 og 2 – badekammerater udpeges 
  • at det ikke er tilladt at holde hinanden under vand 
  • at det ikke er tilladt at råbe om hjælp for sjov 
  • at ingen børn må gå i vandet, før en voksen har givet lov.
    • Det betyder, at børn heller ikke må soppe, uden der er voksne til stede
  • hvilke konsekvenser der er i forhold til brud på disse aftaler
  • at maksimalt 5 - 10 børn må deltage i badningen ad gangen

De voksne har ansvaret for

  • at undersøge bund- og strømforhold forud for badning
    • Det kan anbefales at benytte appen Badevand til dette
  • at undersøge, om det er muligt at benytte livredderovervågede strande 
  • at medbringe mobiltelefon, og kende strandens nøjagtige adresse 
  • at en voksen står i vandet og angiver den yderste badegrænse for børnene 
  • at en voksen bliver på land og holder øje med badningen.
  • at der bades i hold på 5 - 10 børn ad gangen - jo yngre børnene er, jo mindre hold
  • at tælle børnene ofte – især før og efter badningen
  • at badningen ikke finder sted, når børnene har været udsat for fysiske eller psykiske belastninger umiddelbart inden badningen
  • at badningen ikke finder sted, når børnene er stærkt ophedede af solbad

     

Udflugter til svømmehal hvor der er offentlige livreddere til stede

Medarbejdere skal sørge for at:

  • der bades med højst 15 børn pr. medarbejder – jo yngre børnene er, jo færre børn pr. medarbejder.
  • børn med specielle behov får særligt opsyn og anden normering af medarbejderne.
  • der er tilsyn med børnene under hele opholdet – også under omklædning og afsæbning.
  • der altid er mindst 2 medarbejdere til stede ved badningen, som kan svømme
    • den ene skal kunne foretage bjergning på det dybeste sted i bassinet, samt foretage genoplivning.
  • at svømmehallens/stedets regler overholdes, blandt andet at børnene vaskes inden adgang til bassinet.
  • ingen børn får adgang til badefaciliteterne, medmindre en medarbejder er til stede.

Desuden skal medarbejdere være opmærksomme på at:

  • der ikke må foretages hovedspring fra kant på vanddybder på under 2 meter.
  • der skal benyttes almindeligt badetøj, og der ikke må bades med T-shirts og tørklæder.
    • Hvis barnet af religiøse grunde ikke kan bade i almindelig badedragt, kan barnet medbringe en badedragt med lange ærmer og ben samt en badehætte til at dække håret.
  • alle børn, lærere og pædagoger i svømmehallen skal være omklædt.

     

Udflugter til svømmehal hvor der ikke er offentlige livreddere til stede

Medarbejdere skal sørge for at:

  • der bades med højst 15 børn pr. medarbejder – jo yngre børnene er, jo færre børn pr. medarbejder.
  • børn med specielle behov får særligt opsyn og anden normering af medarbejderne
  • der er tilsyn med børnene under hele opholdet – også under omklædning og afsæbning.
  • der altid er mindst 2 medarbejdere til stede ved badningen, som kan svømme, redde børnene fra det dybeste sted i bassinet og foretage genoplivning
  • at svømmehallens regler overholdes, blandt andet at børnene vaskes inden adgang til bassinet efter svømmehallens retningslinjer
  • ingen børn får adgang til svømmehallen, medmindre en medarbejder er til stede.

Desuden skal medarbejdere være opmærksomme på at:

  • der ikke må springes på hovedet fra kant på vanddybder under 2 meter.
  • der skal benyttes almindeligt badetøj, og der ikke må bades med T-shirts og tørklæder.
    • Hvis barnet af religiøse grunde ikke kan bade i almindelig badedragt, kan barnet bade i en badedragt med lange ærmer og ben samt en badehætte til at dække håret.
  • alle børn, lærere og pædagoger i svømmehallen skal være omklædt.

 

Soppebassiner i institutioner

Soppebassiner eksisterer i mange varianter, og kan groft opdeles i 2 typer: Stationære og midlertidige soppebassiner.

 

Stationære soppebassiner

Det er ikke tilladt at benytte stationære soppebassiner i daginstitutioner og skoler.

 

Midlertidige soppebassiner

Det kan dreje sig om oppustelige plastbassiner, fritstående badekar, hulninger i presenninger osv.

Det kræves at:

  • bassinet tømmes og rengøres effektivt mindst én gang dagligt med passende rengøringsmiddel efterfulgt af grundig skylning og aftørring
  • der anvendes vand af drikkevandskvalitet i bassinet (– der må ikke anvendes regnvand)
  • der er konstant overvågning af soppebassinet af medarbejdere

Soppebassiner anbefales erstattet af sprinkleranlæg med vand af drikkevandskvalitet.

 

Særlige krav til svømmeundervisningen for skolerne

  • Skolerne skal medsende en mandlig og en kvindelig svømmelærer
  • For at undervise i skolesvømning skal man have bestået en svømmelæreruddannelse og en bassinprøve på det dybeste sted i bassinet (hvis der undervises i en skolesvømmehal).
  • Alle børn, lærere og pædagoger i svømmehallen skal være omklædt
  • En lærer må højst have ansvaret for 15 elever pr. normalklasse

Det er lederens ansvar, at ovennævnte baderegler/vejledning er bekendtgjort overfor samtlige medarbejdere, som bader med børn.