Ordensregler for Københavns Kommunes Svømmehaller
NB: DENNE SIDE ER MED VILJE AFBUBLISERET - kopi findes
1. Generelle ordensregler
Regler ved brug af Københavns Kommunes svømmehaller:
- Brug af svømmehaller sker på eget ansvar.
- Børn under 7 år skal være sammen med en ledsager, der er 15 år eller ældre.
- Børn på 7 år og derover, må ikke bruge omklædningsrum for det modsatte køn.
- Du skal bære dit adgangsarmbånd synligt rundt om håndleddet, medmindre et fysisk handicap gør det umuligt (foreninger, skoler, klubber, som har forudgående aftale om brug af svømmehallen, behøver ikke at bære armbånd).
- Personalet har ret til at kontrollere dit armbånd, når de kontrollerer billettens gyldighed.
- Du må kun fotografere efter aftale med personalet. Du må ikke fotografere i omklædnings- eller baderum.
- Du må kun bruge mobiltelefon i de anviste områder.
- Du må kun spise og medbringe madvarer i de anviste områder.
- Svømmehallen påtager sig intet ansvar for tøj, værdigenstande, penge eller andre effekter, der er efterladt i lokaler, skabe eller værdibokse.
- Hvis du har behov for hjælp, er du velkommen til at kontakte personalet.
2. Sikkerhed
Sikkerhedsbestemmelser ved brug af Københavns Kommunes svømmehaller:
- Du må kun være i den dybe del af bassinet, hvis du kan svømme 50 meter uden pause og uden hjælpemidler. Hvis du er i tvivl, så spørg personalet i svømmehallen.
- Børn under 7 år skal være under konstant opsyn af en voksen (15 år eller derover).
- Du må ikke løbe, skubbe, dykke andre eller bruge blybælte.
- Du må ikke medbringe alkohol og andre rusmidler i svømmehallen. Berusede/påvirkede personer har ingen adgang til Københavns Kommunes svømmehaller.
- Du må ikke tage glas med i omklædningsrum, baderum eller svømmehal.
- Hvis du har behov for hjælp, er du velkommen til at kontakte personalet.
3. Hygiejne
Hygiejnebestemmelser ved brug af Københavns Kommunes svømmehaller:
- Hvis du lider af diarré, forkølelse, ondt i halsen, ørebetændelse, betændelse i huden eller andre smitsomme sygdomme, som f.eks. fodvorter og hudsvamp, må du ikke benytte Københavns Kommunes Svømmehaller.
- Du må først gå i bassiner og sauna efter grundig vask med sæbe.
- Du skal vaske og indsæbe dig uden badetøj.
- Efter indsæbning skyller du dig grundigt. Skyl også håret – ellers skal du bruge badehætte.
- Efter toiletbesøg skal du igen vaske dig grundigt med sæbe og skylle dig ren.
- Du skal have rent badetøj på, og du må aldrig have undertøj på under badetøjet.
4. Babybadning
Babyer skal have tætsluttende neoprenbadebukser og engangsbadeble på, indtil de fylder 4 år eller er renlige. Tætsluttende betyder, at badetøjet sidder tæt omkring lår (må ikke sidde i lysken, hvor der er bevægelige led) og liv/talje på babyen. Hele engangsbadebleen skal være dækket af badebuksen for at mindske risikoen for fækalt udslip.
5. Brug af sauna
- Benyt altid badetøj eller et siddestykke (fx et håndklæde) til at sidde på.
- Tør kroppen, inden du bruger infrarød sauna, og brug et håndklæde til at sidde på.
- Tag hensyn til andre saunagæster og tal lavmælt i saunaen.
- Hæld ikke vand eller anden væske på saunaovnen.
- Drik rigeligt med vand og hold løbende pauser.
- Følg altid personalets anvisninger.
Se også
Expand all
Video: Sådan skaber du en ren førnøjelse
Se videoen: En ren fornøjelse
Vores fem baderåd
- Lær at svømme og springe rigtigt
- Bad aldrig alene
- Bad kun hvor det er tilladt
- Bad aldrig med alkohol i blodet
- Børn må ikke bade uden opsyn fra en voksen
Baderådene er lavet med inspiration fra: Rådet for Større Badesikkerhed
Førstehjælp og hjertestarter - sådan gør du
En hjertestarter er et apparat, som kan få et hjerte til at begynde at pumpe igen ved at afgive elektrisk stød. De er lette at bruge, og du kan ikke gøre noget forkert. Vi har hjertestartere på alle vores anlæg.
Sådan udøver du førstehjælp på bevidstløse:
- Undersøg bevidsthed
- Råb på hjælp
- Skab fri luftvej
- Undersøg vejrtrækning (se, føl og lyt i maks. 10 sek.)
Hvis der ikke er normal vejrtrækning, skal du:
- Ringe 1-1-2
- Tænd hjertestarteren og følg instruktionen.
Se hvordan du bruger en hjertestarter her:
Hjertestartere kan have mange forskellige udformninger, men de forskellige modeller virker stort set på samme måde. På vores svømmeanlæg bruger vi Zoll Pro og Zoll Plus.
Miljøcertificering
Vores svømmehaller er miljøcertificerede, og vi er derfor forpligtede til at bruge så få kemikaler som muligt. Klor bruges for at slå bakterier ihjel og forhindre smitte i svømmehaller, men er skadeligt for mennesker og miljø. Derfor har vi brug for din hjælp til at bruge så lidt som muligt.